Junglefeber & Snemisundelse

Jo mere jeg lever i evig sommer, jo mere står det mig klart at der er en god grund til at der er fire årstider: det skaber harmoni og ligevægt i sindet. Der er noget sært ved at temperaturen aldrig når under de 30 grader, som om kloden ikke rigtig drejer rundt hernede, og det er egentlig lidt “Groundhog Day”-agtigt... Guam er for solrig, for ens og for optimistisk.

Nu har jeg i forvejen aldrig været det store sommermenneske. Selv i Danmark ventede jeg hvet år utålmodigt på at det skulle blive efterår, og dermed slut med varme og solfyldte dage - og guderne skal vide at den danske sommer ikke er hverken varm eller eksotisk. Måske det sætter min tropiske sommer begejstring lidt i perspektiv. Når folk tager sydpå i ferierne, har jeg altid i mit stille sind følt mig lettet over at det ikke var mig. Hvem vil have sol og varme når de kan få regn og efterår?? Ihvertfald ikke mig.

Da sneen dækkede DK, sad jeg her med AC for fuld skrue og drømte mig væk i de jydske snedriver. Jeg tænkte at det ville være FANTASTISK hvis man kunne proppe lidt af den der vinterfornemmelse i en lille brun prøvekuvert og sende den herned, hvor jeg så ville åbne den - måneder senere, og lade lidt ægte kulde og magi ud i stuen.

Nyd jeres forår, ville ønske jeg kunne få et lille hjørne af det. Der er noget helt særligt ved den måde det kommer snigende på. Jeg savner at foråret er nyt og ungt, og stadig lidt i skygge af vinteren. Jeg savner at trække i en uldtrøje, at have kolde fødder og røde kinder. At komme ind i varmen ude fra kulden - at tænde op i brændeovnen og drikke varm te fordi det varmer, - ja, jeg savner vel bare at fryse lidt, DET ville være skønt til en forandring...


Det er ikke meget den tropiske og den danske vinter har det fælles. Det skulle da lige være farvepaletten, som tilgengæld også stort set er den samme.

I går gik strømmen...

Det er ikke egentlig noget særligt på Guam, det sker med jævne mellemrum og grunden er altid lidt svævende. Tit og ofte er det slanger som får snoet sig atletisk og klamt op ad elmasterne og derved kortslutter halvdelen af øens elforsyning med eet slag. Meget udelikat, og meget irriterende. Men unægtelig en del af “The Guam Experience”.

Vi sad ved middagsbordet med lys, musik, rar mad og ambience - og så pludselig var det bælgravende mørkt. Der var ikke skygge af måneskin, og jeg famlede mig langs væggen hen til skuffen med stavlygter. Fik fat i et par stykker, og vi gik udenfor, kun for at opdage at hele nabolaget lå mørkt hen. De tusind hunde på vejen gøede i munden på hinanden, og stjernerne lyste som diamanter på himlen. Normalt går der ikke særlig lang tid før fejlen bliver fundet, men i går varede mørket ved. Vi fandt en lille flok fyrfadslys, og heldigvis var min Ipod flux opladet, så vi kunne få et soundtrack til mørket - og så sad vi ellers der i stearinlysenes skær, talte og drak rødvin. Meget hyggeligt, selv om jeg i mit stille (og praktiske) sind begyndte at bekymre mig om køleskab og fryser. Vi gik i seng - også i mørke - og var af gode grunde ikke i stand til at lukke og slukke efter os. Ved midnat vågnede vi så i en mareridtsagtig orkan af lys, lyd og larmende, roterende fan i loftet. Føltes som hvis et helt tivoli tænder alle lys og forlystelser på een gang. Men det var jo nok pga. søvnen. Eller snarere den meget pludselige opvågen.

Et foto af vores Emergency Kit. Jeg samlede det i efteråret, hvor der var lovet gigantstorm og ingen strøm i ugevis. Det er åbenbart ikke kun i orkansæsonen (ca. juli - dec.) det er smart at have disse ting handy: det er nok altid en god ide.

Langfredag på Mount Lam Lam

I fredags var det som bekendt Langfredag. Også på Guam, selvom Påsken må siges at fylde en hel del mindre her og i USA generelt. Der er dog en helt speciel katolsk Langfredag tradition her på øen - og selvom hverken Kevin eller jeg er katolikker, så ville vi ikke gå glip af dette sceneri! Helt nede på Guams sydside ligger Mount Lam Lam, som er det højeste punkt. På toppen kan man skimte nogle kæmpe trækors, som står der året rundt, med udsigt over havet. Langfredag tager katollikkerne, unge og gamle, tynde og tykke, turen op ad bjerget før solopgang, og på toppen holdes en messe, hvorefter turen gå ned igen. Alle skal med op på Mount Lam Lam, og hvis Bedste på 95 er for skidt til at gå, så bæres hun af de unge, stærke børnebørn. Der er babyer i favne og babyseler, ældre mænd med bare fødder og rosenkranse, og hele familier med madpakker. Folk gør ophold og korsets tegn ved små altre, og står stille i bøn et øjeblik. Hvert år laves et kæmpe trækors som bæres op og ned af bjerget af en stor gruppe unge mænd. Ved hver udkikspost rejser de korset, holder en kort andagt, og korset lægges langsomt over de mange skuldre igen, og fortsætter glidende op ad bjerget. En mand kommer gående med bar overkrop og en uhyggelig sort bøddelmaske over hovedet, og pisker sig skiftevis til højre og venstre over sin ryg. Blodet sprøjter og driver ned ad ryggen. Jeg har aldrig set noget lignende, og er glad for at vi havde (morgen)vilje nok kl. 4 fredag morgen til at stå op, og få denne oplevelse med. Stemningen var god og meget venlig, og til tider andagtsfuld. Blev forresten interviewet til den lokale avis. Muligvis tilfældigt - muligvis fordi vi stort set var de eneste ikke-indfødte blandt de tusinder der sled sig op af bjergsiden før solen var stået op. Et af spørgsmålene journalisten stillede var, om vi havde noget ligende i Danmark. Dertil kunne jeg ligesom kun svare ...nej...


Et par stemningsbilleder fra Mount Lam Lam