Aloha!

Strandløvinde med bleg hud og stråhat.

Sidder på Hawaii, hvor vandet (som på Guam) er turkist, sandet hvidt og himlen høj. Meget pludseligt fik vi muligheden for at tage en tur til Honolulu. Kevin skulle hjælpe til i en øvelse i Pearl Harbour, alt var sørget for, vi skulle bare købe min returbillet. Så det gjorde vi flux, og sprang et par dage senere på flyet. Kevin skal arbejde de første to uger, derefter ferie, sammen. 1000 x Yay!
Vi bor i ‘The Hilton Hawaiien Village’ (som det så smukt hedder!) med ‘delvis havudsigt’ og det er faktisk alt sammen, på alle måder, i den grad superduper fantastisk! Altså lige bortset fra at Kevin arbejder omkring 14 timer i døgnet, og tilmed har nattevagt. Det er jo jævnt dødsygt! Men tiden flyver, det er snart ovre, og vi kan sammen udforske hele Oahu i vores (-ihvertfald i tre uger!-) knaldrøde Jeep. Indtil da dasker jeg rundt alene på den gode måde, ser på mennesker, butikker, sidder på stranden, læser, lytter og tager det hele ind i store doser.
Vi forventede begge at klimaet her ville være totalt lig Guam. Forkert! De første par dage hundefrøs vi, og var lidt i panik over at vi stort set intet langærmet (eller langbenet) havde taget med. En vanvittig tanke at det overhovedet er menneskelig muligt at fryse på Hawaii i maj! Klimaet her er perfekt - i modsætning til Guam er der ikke den ulidelige fugtighed i luften, sommer og vinter. Vinden er kølig og ikke hårtørervarm som på Guam. Folk er søde ( men det er de nu også på Guam) - jeg fik endda en vaskeægte lei af en tilfældig dame den første dag, lige midt på en rullende trappe for at det ikke skal være løgn! Og det ligger mig (næsten!) naturligt at sige “Aloha”. Næsten.

Efter et lille år på Guam, er jeg så opfyldt af NATUR, af hav og strande, klipper og bølger. Af jungler og palmer med kokosnødder i baghaven. Og selv om det på alle måder er Paradisisk smukt, er jeg er mere end klar til en dose KULTUR - at se mennesker, grimt urban sprawl, trafik a la New Jersey og storcentre, even! Jeg tager det hele ind, og forsøger at gemme det i et fjernt hjernedepot og håber at kunne tage det frem en varm Guam dag, hvor manglen på storby og stress går mig på.
Hawaii er præcis lige så smuk og poetisk som forventet. Har absolut intet grimt at sige. LOVE IT!
Er slet ikke klar til at hoppe på Guam flyet, og heldigvis har vi da også næsten to uger endnu. Forventer at det vil blive et varmechok på den anden side... Igen.
City udsigt.
Hawaiian Rainbow.

Jordskælv igenigen

I fredags var der et lille jordskælv på Guam. Det var eftermiddag, klokken var cirka fire, og rystelserne kom ud af det blå og varede kun et sekund. Jeg sad og så filmen 'Basquiat' og pludselig, i et lille sekund klirrede sommerfuglelågerne på skabet pludseligt og voldsomt. Der var en sær atmosfærde i rummet - trykket ændrede sig, og det var som en voldsom kraft ramte mig i ryggen, kun i dette lille øjeblik. Det er anden gang inden for et par uger. Sidst var den 23. april, også om eftermiddagen, kl. cirka fem. Kevin arbejdede på nattehold den uge, og var ved at gøre sig klar til at tage afsted. Det var nøjagtigt det samme: lågerne klirrede med eet, en ubeskrivelig atmosfærdeændring, og det varede kun et sekund. Efter de informationer jeg har fundet, skulle den første have være målt til 5,4 på Richterskalaen, og den anden 4,8. Ved ikke hvad disse målinger helt betyder, og personligt kunne jeg ikke mærke forskel. Håber og beder bare til at vi ikke kommer til at opleve dem meget større i fremtiden...

Sommerfuglelågerne, der begge gange gjorde opmærksomme på jordskælv.

Den tålmodige jagt på godt håndværk

Smuk stol. Upåklageligt håndværk. En langsommelig process!

For år tilbage, da vi boede i Tacoma, WA, købte vi et spisestuesæt, gammelt og frømmet, med maling i alverdens farver der skillede af i lag. Kevin afsyerede flux bordet, det blev fint, og vi blev vilde med - men stolene tog lidt længere tid, det var faktisk ikke før vi flyttede til NJ, vi fik samlet os til at afsyre den del af sættet. Vi manglede stadig at få malet stolene, samt at få nye betræk til sæderne, og det skulle vise sig at vi nåede at flytte helt til Guam før den sidste del af projektet blev afsluttet. Det skulle være læder. Godt, stærkt og kraftigt læder!

Således kørte vi for nylig rundt på øen, ledte efter et sted som gjorde i den slags, og fandt en lille skummeludseende biks. Vi bragte de gamle sæder ind, og fortalte møbelpolstereren (nationalitet ukendt - asiatisk) hvad vi ville have. “Oh yes, we have leather” sagde han og viste os en mængde vareprøver i kunstigt læder, og skræmmende nuancer! “No” sagde vi - “real leather!”
Han så forvirret ud, og sagde, “but this is leather”, og efter mange minutters talen frem og tilbage, og mange forskellige meninger om hvad læder KAN være (og ikke være), fandt han endelig nogle flotte, tykke, vaskeægte lædervareprøver, med den helt rigtige duft. “THIS is what we want”, sagde vi i kor, og var helt enige om nuancen Cowboy Leather, og han så tvivlende ud - “But expensive - $ 75 one chair!?” We sagde at det var ok, og afgav vores bestilling. Nu skulle det vise sig at han faktisk ikke havde læderet hjemme, det skulle bestilles, og det ville tage en måned at nå til Guam. Nu havde vi jo i forvejen ventet jævnt længe med disse stole, og havde udemærket tid til at vente en måned mere. Vi efterlod de gamle sæder i butikken, som i ordets egentligste forstand var en sand rodebutik. Vil faktisk gå så langt som at kalde det en rodebutik af dimentioner. De ville ikke have vores nummer, men gav os et visitkort, og efter en måneds tid ringede jeg og spurgte om læderet var kommet. “No, no yet!” De næste uger ringede jeg med mellemrum, og hver gang uden nyt. Vi bestemte os for at hente sæderne, og finde et andet sted. Da jeg ankom, viste det sig at der stod en hel rulle af det ønskede (Cowboy) læder. Hmmm. Jeg sagde at vi stadig var interesserede, og fortalte konen at vi sidst havde efterladt sæderne hos dem. Hun løb rundt i hele roderiet i panik, flyttede, kikkede, fjernede og jursterede, men det var klart at vores sæder forlængst var forsvundet i mængderne. Fik faktisk lidt ondt af konen, som ikke kunne finde noget som helst i dette sammensurium af sofastoffer, røglese, bilhynder, stegte ænder (-jo jo, sådan nogle var der også-) og halvdrukkede sodavand midt i stofferne.
Hun sagde (efter hvad jeg kunne fange) at hun ville spørge sin mand om han vidste hvor de var blevet af, og bad mig ringe. Dagen efter sagde han i telefonen at de var forsvundet, pist væk, men han tilbød (gratis) at lave helt nye træskabeloner og det hele, og jeg sagde “fint”. Vi kørte endnu engang derhen, denne gang med selve stolene. Vi kom lørdag, og han bad os ringe mandag - og sagde desuden at det ville koste os $ 135 alt i alt, og vi sagde “All Right!”, og havde (jo naturligt nok) forventet det dobbelte. Vidste ikke helt om han havde glemt den pris han i sin tid gav os, eller om han bare simpelthen havde det skidt med at have forlagt vores ting.

Jeg ringede tirsdag, og fik at vide at sæderne var klar, og jeg kørte fluks afsted, spændt og en kende nervøs, fordi jeg synes at dette projekt indtil nu havde været alt andet end vellykket! MEN, jeg blev heldigvis MEGET positivt overrasket, stolene var super flotte, læderet var det helt rigtige, syningerne perfekte, og jeg kunne slet ikke vente med at få dem hjem. Prisen holdt de ved: $135, og da jeg forlod butikken, glad og lettet, fornemmede jeg ud af øjenkrogen at de da vistnok havde ryddet op siden sidst...? Hmmmm...

En lang historie om et par stolesæder kunne man nok mene. Men den er det perfekte billede på vores liv på Guam, på kultur og business mentalitet! In other words - Guam in a nutshell!