Pakke Hjemmefra

Da jeg kørte ud på basen i dag, og ved samme lejlighed tjekkede postboksen, var der en overmåde rar overraskelse i vente. Der lå min påskepakke fra Mor og Far, som de sendte for længe siden, og som de med spænding i stemmen har spurgt om jeg har modtaget, de sidste gange vi har skypet. Det har jeg nu, og det var med stor glæde og spænding jeg åbnede kassen, sendt hele vejen fra Lemvig, og fandt lakrids, rugbrødsblanding, dåseleverposteg og dameblade. Og sågar et par små fødselsdagspakker som skal åbnes den 4. april, lå i den magiske æske!
Man kan leve højt på sådan en pakke i langt tid. Lad mig bare sige med det samme at der er INTET som at få en pakke hjemmefra, når man sidder på Guam. Det er som at fornemme liv fra det ydre rum. Internettet har i den grad skrumpet verden, (-og jeg kunne i øvrigt slet ikke overleve uden-) men det kan dog ikke helt hamle op med fornemmelsen af at stå med et Alt For Damerne og en pose Familieguf i hænderne. På Guam. Sandsynligvis som den eneste dansker i miles omkreds. Fantastisk.

Glimt af Guam

Fotos fra en lille tropisk ø med paradisisk skønhed:

At sætte fod på Guam...

Som jeg skrev forleden er der nu gået (næste) otte måneder og på mange måder har oplevelsen stået mål med forventningen. For lige at gøre introduktionen hel, så fandt jeg i mine Guam Gemmer denne tekst om ankomsten. Oplevelsen af at sætte fod mellem geckoer og plumeria i det høje græs for allerførste gang:

"OG SÅ blev det endelig Guam. Langt om længe. Og det var på tide. Ugerne inden føltes lange og uendelige, pga. nervøsitet og forventning, for samtidig var det svært (for ikke at sige umuligt) at forvente noget, for GUAM var absolut uden for nogen som helst referenceramme vi kunne forholde os til.

Vi skiftede fly i Tokyo hvor vi allerede var bedøvede af træthed, og ankom til Guam midnat. 24:00 Præcis. Vi var så trætte og spændte at hjernen på sin vis gik i selvsving, og det hele føltes meget surrealistisk, når jeg tænker tilbage, og oplevedes som gennem en tåge. En meget varm og fugtig tåge - heden var virkelig slående. (Rødvinen ad libitum fra Tokyo havde sikkert heller ikke hjulpet på det klarsyn man ellers i nogen grad måske kunne have haft.)

De første to uger boede vi på the Westin Hotel i Tumon, et stort luksushotel, lige ned til sandstrand, japanske turister, og turkis vand.
Om dagen tog vores egendomsmægler Geri os med ud for at se på huse. Udbudet var godt, faktisk endda ret imponerende.
Stakkels Kevin fik en øreinfektion af at dykke OG madforgiftning på samme tid. Så i et par dage daskede jeg rundt i Tumon Bay alene - forsøgte at vænne mig til varmen, klimaet og de lynhurtige firben i metallicgrønne nuancer. Jeg studerede japanske vej- og busskilte, som fik mig til at føle mig både ordblind og lidt udenfor. Jeg var desuden -bogstavelig talt - det hvideste menneske i miles omkreds, og mine blege skandinaviske arme lyste uden tvivl op som neonrør, efter en kold, våd dansk sommer."

Disse var ordene. Fra begyndelsen. Meget er sket siden, i små doser og portioner. Jeg vil nu forsøge at give min oplevelse af Guam via denne blog. Og hvis det var muligt ville jeg med glæde give jer alle lidt af den konstante, fugtige varme, som I nok kunne bruge efter en (efter sigende) kold, lang og hvid vinter...

Forventninger til Guam

Denne blog er vel egentlig ret forsinket... Jeg har allerede været her på øen i otte måneder, og de har været fulde af vilde opdagelser og mærkværdigheder på alle niveauer... Ikke desto mindre - det ugjorte kan ikke ændres, så jeg tager den herfra, begynder lige NU, og vil sandsynligvis svæve både frem og tilbage i tid... For jeg har hele tiden skrevet ned for at huske. Så jeg vil starte dette allerførste blogindlæg med mine tanker FØR vi overhovedet landede på Guam. For det var bestemt ikke en ønskedestination. Vi havde krydset finge i månedsvis for at der ville stå Tyskland på det meget vigtige stykke papir vi modtog den 17 marts sidste år. Altså for cirka et år siden. Derfor var vi begge ret chokerede da vi fik beskeden "Guam it is"...:

“Tirsdag den 17. marts fik min mand og jeg besked om at vi skal flytte til Guam denne sommer. Jeg var på arbejde da Kevin ringede og overbragte mig nyheden. Det var helt bogstaveligt talt som at få en boksehandske i mellemgulvet, jeg tabte vejret og kunne ikke tro mine egne ører. Vi vidste at vi skulle flytte (Kevin er Kaptajn i The US Air Force, og vi flytter hvert tredje til fjerde år) men vi havde ingen ide om hvortil, men var dog klar over at det kunne blive hvor som helst i verden... Alligevel havde vi (mere eller mindre ubevidst) sat næsen op efter Tyskland, og måske derfor var det et kæmpe chok. Det tog mig et par uger at komme mig så meget, at jeg følte mig rustet til at dele nyheden for alvor.
Realiteten har i mellemtid bundfældet sig, vi har fordøjet, vendt og drejet den og er nu begge kommet til et punkt hvor vi virkelig glæder os. Og faktisk egentlig bare vil afsted NU!
Billedet herover er i store træk hvad jeg har at forholde mig til. Jeg ved meget lidt om Guam, har googlet en del, men synes ikke jeg har fundet en overvældende mængde information. Heldigvis har vi udelukkende fået positivt feedback fra folk som har været der (især andre militærpersoner), alle har været glade for det, nogle har endda ikke ønsket at forlade øen.

Forventningen til alt det nye spænder ligesom ben for at nyde de sidste uger inden afrejsen.

Jeg har så mange tanker, forventninger og forestillinger om at bo og leve i Guam - og jeg har absolut intet at basere det på, og ved at uanset hvad jeg forventer vil det på ingen måde nogensinde kunne holde stik med hvordan det rent faktisk bliver. Det er en smule svært ikke at have det ringeste sammenligningsgrundlag. Derfor ser jeg nu på fotoet ovenfor med en blanding af spænding, forventning og fuldkommen åbenhed. Jeg tænker palmer, eksotiske fisk i alle regnbuens farver, paraply drinks i regntiden, og sandaler året rundt.

Set i bagspejlet er jeg egentlig forundret over i hvor høj grad mine forventninger (indtil nu) er indfriet...