Sunday, November 28, 2010

Fra Guam Til Danmark

Min nye, vestjydske udsigt. Verdener fra min udsigt på Guam

Som nogle måske har bemærket, så har der lagt sig et helt lag støv på min blog... Det har været en hektisk sensommer og efterår. Pludselig fik vi at vide at min mand skulle udsendes til Afghanistan, og i den anledning var der en hel del praktiske ting som skulle varetages - og mine tanker fløj længere og længere væk fra bloggen...
Selvom vi var i en form for mental transit længe, så føltes det alligevel meget pludseligt. Jeg tog den lange tur fra Guam til Kastrup, og jeg har nu siddet i Vestjylland det meste af to måneder. Tror ikke at man nogensinde kan være så klar at man alligevel ikke på en måde bliver taget på sengen. Nå. Som med et slag, blev min dagligdag fyldt med kold hvid sne, og der er meget langt mellem papaya og kokosnødder! Og det er en himmelsk fornemmelse, skulle jeg hilse og sige! Jeg er vintermenneske i hjertet, og jeg fornemmer mit sinde lyse op som en lille hyasint i vintermørket. Jeg har ikke holdt jul i Danmark siden 2003, så det bliver noget helt særligt i år. Julestemningen har for længst indfundet sig: sne, stearinlys, glögg, og "Last Christmas"... Noget ganske andet end sidste års jul i bikini og 35 grader.
Jeg vil imidlertid lade denne Guam blog gå i vinterhi, og så vække den blidt til næste efterår, når Kevin og jeg atter sætter fod på Guam. I mellemtiden har jeg min arbejdsblog:
Vi ses i troperne... Men inden da vil jeg lige nyde kulden og de vidunderlige skiftende årstider...

Monday, July 19, 2010

Regntid

Det næste halve års tid skulle enhver form for regnedans være overflødig - Guam er nemlig nu for alvor gået ind i regntiden. Når jeg siger regn, så er det ikke nogle få dryp eller bare et godt, sundt regnvejr - nej, det VÆLTER ned, helt enkelt! Det er de vådeste byger jeg har oplevet i mit liv, og jeg har før gjort forsøget: det tager godt syv sekunder at blive komblet gennemblødt, helt ind til skindet! En glasklar blå himmel kan krakkelere i regn på fem minutter, og man lærer hurtigt at det er cirka lige så smart at have en paraply som en flaske vand på sig til alle tider (ret ironisk i øvrigt!). Og før man ved af det, er man omgivet et helt hav... Regnen holder op ligeså pludseligt som den begyndte, og solen viser sig igen på himlen, glad og gul. På Guam ved man aldrig om eller hvornår det vil regne, men det er klogt at forvente at det vil det hele tiden. Personligt har jeg glædet mig meget til regnen og hilser den hjertelig velkommen. Det betyder at der nu er (ihvertfald en kende) variation i vejret. Og hvor de fleste synes at vokse i sol og varme, så er jeg klart til regn og gråvejr, som jeg synes inspirerer og giver god, brugbar energi. Regntiden varer fra juli til sidst i december, så der er endnu udsigt til nogle gode, solide byger.

Billederne herunder er fra sidste år, da vi lige var ankommet og stort set intet kendte til hverken Guam eller regntid. Vi lærte hurtigt...





Thursday, July 8, 2010

Gæster, turister, familie og tour guides...

Har nu fundet os selv igen, er langsomt fortsat hvor vi slap, efter to en halv uge som (synes vi selv) rimelig kompetente tour guides! Kevins forældre fra South Dakota har været her i små tre uger, og er nu vel tilbage i deres liv, helt som os. Forhåbentlig med nogle gode ting i kufferten, både den rent praktiske og den mentale.

John og Eldine (som de hedder) var vores første rigtige (Guam) gæster. Vi var lidt spændte på om det overhovedet var muligt at udfylde tre uger på vores lille bitte ø, som nysgerring og eventyrlysten turist. Som bekendt lurer økulleren bag hvert et hjørne, men ugerne gik med noget hver dag. Og det endda på trods af de ikke er særligt godt gående, og vi derfor (desværre) ikke kunne tage dem med på nogen af de smukke og overvældende vandreture gennem junglen...

I stedet vi tog til stranden, kørte øen rundt på en eftermiddag (-jeps, det kan klares på 2 1/2 time!-) så udsigtspunkter, tog på Jungle River Cruise, flettede fugle, fisk og kurve af kokosnøddepalmer, sejlede i kayak og i undervandsbåd. En meget tidlig morgen tog Kevin og hans far ud at fiske og vendte solbrændte hjem med frisk mahi mahi, som vi grillede og spiste til aften, efterfuldt af en papaya smoothie, med frugter fra eget træ i baghaven. Kan det blive mere tropisk?

Efter al den intense turisten omkring, er der noget rart og befriende ved at lave ingenting, og især at tage ingen steder hen. Så det gør vi for en tid. Bare os, haven, huset, ro - og nåh ja, så en stor daglig dosis Tour de France, på kanal 113...


Udsigten fra "Two Lover's Point"


To skovtrolde drikker af grønne kokosnødder!


John og Kevin med dagens fangst: mahi mahi


Tre landkrabber


U-båd på havets bund


Eldine & Iguana

Tuesday, June 22, 2010

The Blogger Award



Ikke så meget aktivitet på min blog på det sidste - det har været et par travle uger efter Hawaii. Og i mellemtiden er Kevin’s forældre nu på besøg, og den slags giver jo altid anledning til ekstra travlhed. I dag regner det dog uafbrudt, vi sidder indendøre med hver vores lille projekt, og jeg fornemmer at det i høj grad er blogtid for mit vedkommende. Har forresten en fornemmelse af at regntiden er begyndt i dag. Godt - har længe glædet mig til regnen.

For nogen tid siden vågnede jeg op til en rigtig sød e-mail. Een af den slags man ikke forventer, og faktisk slet ikke anede man kunne få. Den var fra Anette www.anettelyskjaer.dk en fellow-blogger, som på en eller anden måde var faldet over min blog i det kæmpestore bloggerunivers. Og ikke nok med det - hun skrev for at fortælle mig at hun havde givet mig en Blogger Award! Jeg klikkede mig flux frem til hendes side, og læste om hende og om Awarden. Jeg fandt ud af, at hun havde givet den videre til kun syv bloggere. Og dem var jeg altså imellem! Om hvorfor min lille blog var blandt de udvalgte, skrev hun: ... “Helene fra “Guam I Farver” hvor hun på en dejlig levende måde beskriver sit liv på den anden side af jorden, og bruger sin blog som dokumentation - jeg er fascineret af hendes små anekdoter om mødet og livet med - og på Guam, for jeg ville aldrig ha’ mod til sådan et eventyr - uha uha nej, der er jeg en tøsedreng - men den kære Helene er langt hjemmefra og trænger til lidt opmuntring, så hun skal også ha’ en Award - og kunne jeg sende hende en spand iskold sne og en kurv dansk forår, ja, så fik hun en portion lige med det samme.”

Tak Anette. Både fordi du tænkte på mig, og fordi jeg nu har opdaget din blog! Tænk at der sidder een i Vestjylland og synes at min lille blog skal ha’ en Award. Det er jo fantastisk, og tanken varmer helt herned i Stillehavet, hvor man godt til tider kan føle at man sidder på en øde ø, helt uden kommunikation til verden udenom! Jeg føler mig endnu ret ny i bloggeriet, og har ikke rigtig styr på hvordan networking virker i den sammenhæng. Og har ikke egentlig nogen ide om hvorhvidt nogen egentlig fulgte med - men det gjorde Anette jo for eksempel!

Så nu, smigret og glad i låget, skal jeg hermed give Awarden videre. Efter reglerne skulle den egentlig gives videre til syv andre bloggere, men som sagt er jeg ret ny, og må indrømme at jeg (indtil nu) ikke har fulgt så mange. Så jeg jursterer lige lidt på reglerne - håber det er ok, og stadig i god blogånd! Dog, jeg er slet ikke i tvivl om hvem skal have min Award, det skal nemlig AB, for hendes blog http://frahovedetilpen.blogspot.com/. Den er en smuk buket af billeder fra hendes liv: familien og Skrupsakken, jobbet som billedkunstlærer, ting hun ser, finder, falder over - bøger, film, tanker og små mærkværdigheder. Jeg var så heldig at møde AB da vi begge boede i NJ, og det er i høj grad hendes skyld at jeg begyndte min blog. Jeg nyder at følge med i hendes liv og iagtagelser, og så er det som om der ikke er slet så langt mellem Guam til Sjælland.
Jeg vil hermed gerne videregive hendes blog. Endnu engang må jeg konstatere at det vidunderlige Internet formindsker verden på den smukke måde.

Tuesday, June 8, 2010

Bye Bye Hawaii!


Så er det slut med Hawaii - vi er tilbage på Guam, efter tre uger i Honolulu Heaven. De (lidt for) tunge kufferter er pakket ud og alle de nye små, fine ting har fået en plads. Er endnu lidt høj af storby, stress, trafik, apple & Starbucks. Summen af oplevelser og de tre uger gør at vores hus på Chalan DokDok atter virker nyt og (ok - næsten) spændende. Ihvertfald i et par timer. Mindre fedt er det at opdage de to monster kakkalakker der i mellemtiden har valgt at flytte ind i badeværelset...

Varmen mødte os som en knyttet næve i mellemgulvet i det øjeblik vi gik ud af flyet. Her ER virkelig pissevarmt (-for nu at bruge et jævn ord!). Det ER ikke bare noget jeg har gået og bildt mig ind...

Det bedste ved det hele er dog at det føles godt at være tilbage. Det var tid. Tre uger er åbenbart helt perfekt. Det er rart (- og lidt sært egentlig) at føle glæde ved at gense Guam, og især huset. Jeg er mæt og glad og klar til at fortsatte hvor jeg slap. Med frisk, mental luft i hoved og fantasi. Håber at kunne angribe mit liv på Guam med samme fart, styrke og entusiasme som en surfer i Waikiki angriber bølgerne...


Strand på O'ahu's nordside. Det fineste og blødeste sand i verden. Det var fuldstændigt som at gå på hvedemel...


Kevin (udpræget adrenaline junkie) surfende i de vilde bølger...

Sunday, May 23, 2010

Aloha!

Strandløvinde med bleg hud og stråhat.

Sidder på Hawaii, hvor vandet (som på Guam) er turkist, sandet hvidt og himlen høj. Meget pludseligt fik vi muligheden for at tage en tur til Honolulu. Kevin skulle hjælpe til i en øvelse i Pearl Harbour, alt var sørget for, vi skulle bare købe min returbillet. Så det gjorde vi flux, og sprang et par dage senere på flyet. Kevin skal arbejde de første to uger, derefter ferie, sammen. 1000 x Yay!
Vi bor i ‘The Hilton Hawaiien Village’ (som det så smukt hedder!) med ‘delvis havudsigt’ og det er faktisk alt sammen, på alle måder, i den grad superduper fantastisk! Altså lige bortset fra at Kevin arbejder omkring 14 timer i døgnet, og tilmed har nattevagt. Det er jo jævnt dødsygt! Men tiden flyver, det er snart ovre, og vi kan sammen udforske hele Oahu i vores (-ihvertfald i tre uger!-) knaldrøde Jeep. Indtil da dasker jeg rundt alene på den gode måde, ser på mennesker, butikker, sidder på stranden, læser, lytter og tager det hele ind i store doser.
Vi forventede begge at klimaet her ville være totalt lig Guam. Forkert! De første par dage hundefrøs vi, og var lidt i panik over at vi stort set intet langærmet (eller langbenet) havde taget med. En vanvittig tanke at det overhovedet er menneskelig muligt at fryse på Hawaii i maj! Klimaet her er perfekt - i modsætning til Guam er der ikke den ulidelige fugtighed i luften, sommer og vinter. Vinden er kølig og ikke hårtørervarm som på Guam. Folk er søde ( men det er de nu også på Guam) - jeg fik endda en vaskeægte lei af en tilfældig dame den første dag, lige midt på en rullende trappe for at det ikke skal være løgn! Og det ligger mig (næsten!) naturligt at sige “Aloha”. Næsten.

Efter et lille år på Guam, er jeg så opfyldt af NATUR, af hav og strande, klipper og bølger. Af jungler og palmer med kokosnødder i baghaven. Og selv om det på alle måder er Paradisisk smukt, er jeg er mere end klar til en dose KULTUR - at se mennesker, grimt urban sprawl, trafik a la New Jersey og storcentre, even! Jeg tager det hele ind, og forsøger at gemme det i et fjernt hjernedepot og håber at kunne tage det frem en varm Guam dag, hvor manglen på storby og stress går mig på.
Hawaii er præcis lige så smuk og poetisk som forventet. Har absolut intet grimt at sige. LOVE IT!
Er slet ikke klar til at hoppe på Guam flyet, og heldigvis har vi da også næsten to uger endnu. Forventer at det vil blive et varmechok på den anden side... Igen.
City udsigt.
Hawaiian Rainbow.

Tuesday, May 11, 2010

Jordskælv igenigen

I fredags var der et lille jordskælv på Guam. Det var eftermiddag, klokken var cirka fire, og rystelserne kom ud af det blå og varede kun et sekund. Jeg sad og så filmen 'Basquiat' og pludselig, i et lille sekund klirrede sommerfuglelågerne på skabet pludseligt og voldsomt. Der var en sær atmosfærde i rummet - trykket ændrede sig, og det var som en voldsom kraft ramte mig i ryggen, kun i dette lille øjeblik. Det er anden gang inden for et par uger. Sidst var den 23. april, også om eftermiddagen, kl. cirka fem. Kevin arbejdede på nattehold den uge, og var ved at gøre sig klar til at tage afsted. Det var nøjagtigt det samme: lågerne klirrede med eet, en ubeskrivelig atmosfærdeændring, og det varede kun et sekund. Efter de informationer jeg har fundet, skulle den første have være målt til 5,4 på Richterskalaen, og den anden 4,8. Ved ikke hvad disse målinger helt betyder, og personligt kunne jeg ikke mærke forskel. Håber og beder bare til at vi ikke kommer til at opleve dem meget større i fremtiden...

Sommerfuglelågerne, der begge gange gjorde opmærksomme på jordskælv.