Fra Guam Til Danmark

Min nye, vestjydske udsigt. Verdener fra min udsigt på Guam

Som nogle måske har bemærket, så har der lagt sig et helt lag støv på min blog... Det har været en hektisk sensommer og efterår. Pludselig fik vi at vide at min mand skulle udsendes til Afghanistan, og i den anledning var der en hel del praktiske ting som skulle varetages - og mine tanker fløj længere og længere væk fra bloggen...

Selvom vi var i en form for mental transit længe, så føltes det alligevel meget pludseligt. Jeg tog den lange tur fra Guam til Kastrup, og jeg har nu siddet i Vestjylland det meste af to måneder. Tror ikke at man nogensinde kan være så klar at man alligevel ikke på en måde bliver taget på sengen. Nå. Som med et slag, blev min dagligdag fyldt med kold hvid sne, og der er meget langt mellem papaya og kokosnødder! Og det er en himmelsk fornemmelse, skulle jeg hilse og sige! Jeg er vintermenneske i hjertet, og jeg fornemmer mit sinde lyse op som en lille hyasint i vintermørket. Jeg har ikke holdt jul i Danmark siden 2003, så det bliver noget helt særligt i år. Julestemningen har for længst indfundet sig: sne, stearinlys, glögg, og "Last Christmas"... Noget ganske andet end sidste års jul i bikini og 35 grader.

Jeg vil imidlertid lade denne Guam blog gå i vinterhi, og så vække den blidt til næste efterår, når Kevin og jeg atter sætter fod på Guam. I mellemtiden har jeg min arbejdsblog:

http://collagepainter.blogspot.com/

Vi ses i troperne... Men inden da vil jeg lige nyde kulden og de vidunderlige skiftende årstider...

Regntid

Det næste halve års tid skulle enhver form for regnedans være overflødig - Guam er nemlig nu for alvor gået ind i regntiden. Når jeg siger regn, så er det ikke nogle få dryp eller bare et godt, sundt regnvejr - nej, det VÆLTER ned, helt enkelt! Det er de vådeste byger jeg har oplevet i mit liv, og jeg har før gjort forsøget: det tager godt syv sekunder at blive komblet gennemblødt, helt ind til skindet! En glasklar blå himmel kan krakkelere i regn på fem minutter, og man lærer hurtigt at det er cirka lige så smart at have en paraply som en flaske vand på sig til alle tider (ret ironisk i øvrigt!). Og før man ved af det, er man omgivet et helt hav... Regnen holder op ligeså pludseligt som den begyndte, og solen viser sig igen på himlen, glad og gul. På Guam ved man aldrig om eller hvornår det vil regne, men det er klogt at forvente at det vil det hele tiden. Personligt har jeg glædet mig meget til regnen og hilser den hjertelig velkommen. Det betyder at der nu er (ihvertfald en kende) variation i vejret. Og hvor de fleste synes at vokse i sol og varme, så er jeg klart til regn og gråvejr, som jeg synes inspirerer og giver god, brugbar energi. Regntiden varer fra juli til sidst i december, så der er endnu udsigt til nogle gode, solide byger.

Billederne herunder er fra sidste år, da vi lige var ankommet og stort set intet kendte til hverken Guam eller regntid. Vi lærte hurtigt...

Gæster, turister, familie og tour guides...

Har nu fundet os selv igen, er langsomt fortsat hvor vi slap, efter to en halv uge som (synes vi selv) rimelig kompetente tour guides! Kevins forældre fra South Dakota har været her i små tre uger, og er nu vel tilbage i deres liv, helt som os. Forhåbentlig med nogle gode ting i kufferten, både den rent praktiske og den mentale.

John og Eldine (som de hedder) var vores første rigtige (Guam) gæster. Vi var lidt spændte på om det overhovedet var muligt at udfylde tre uger på vores lille bitte ø, som nysgerring og eventyrlysten turist. Som bekendt lurer økulleren bag hvert et hjørne, men ugerne gik med noget hver dag. Og det endda på trods af de ikke er særligt godt gående, og vi derfor (desværre) ikke kunne tage dem med på nogen af de smukke og overvældende vandreture gennem junglen...

I stedet vi tog til stranden, kørte øen rundt på en eftermiddag (-jeps, det kan klares på 2 1/2 time!-) så udsigtspunkter, tog på Jungle River Cruise, flettede fugle, fisk og kurve af kokosnøddepalmer, sejlede i kayak og i undervandsbåd. En meget tidlig morgen tog Kevin og hans far ud at fiske og vendte solbrændte hjem med frisk mahi mahi, som vi grillede og spiste til aften, efterfuldt af en papaya smoothie, med frugter fra eget træ i baghaven. Kan det blive mere tropisk?

Efter al den intense turisten omkring, er der noget rart og befriende ved at lave ingenting, og især at tage ingen steder hen. Så det gør vi for en tid. Bare os, haven, huset, ro - og nåh ja, så en stor daglig dosis Tour de France, på kanal 113...


Udsigten fra "Two Lover's Point"


To skovtrolde drikker af grønne kokosnødder!


John og Kevin med dagens fangst: mahi mahi


Tre landkrabber


U-båd på havets bund


Eldine & Iguana

The Blogger Award

Ikke så meget aktivitet på min blog på det sidste - det har været et par travle uger efter Hawaii. Og i mellemtiden er Kevin’s forældre nu på besøg, og den slags giver jo altid anledning til ekstra travlhed. I dag regner det dog uafbrudt, vi sidder indendøre med hver vores lille projekt, og jeg fornemmer at det i høj grad er blogtid for mit vedkommende. Har forresten en fornemmelse af at regntiden er begyndt i dag. Godt - har længe glædet mig til regnen.

For nogen tid siden vågnede jeg op til en rigtig sød e-mail. Een af den slags man ikke forventer, og faktisk slet ikke anede man kunne få. Den var fra Anette www.anettelyskjaer.dk en fellow-blogger, som på en eller anden måde var faldet over min blog i det kæmpestore bloggerunivers. Og ikke nok med det - hun skrev for at fortælle mig at hun havde givet mig en Blogger Award! Jeg klikkede mig flux frem til hendes side, og læste om hende og om Awarden. Jeg fandt ud af, at hun havde givet den videre til kun syv bloggere. Og dem var jeg altså imellem! Om hvorfor min lille blog var blandt de udvalgte, skrev hun: ... “Helene fra “Guam I Farver” hvor hun på en dejlig levende måde beskriver sit liv på den anden side af jorden, og bruger sin blog som dokumentation - jeg er fascineret af hendes små anekdoter om mødet og livet med - og på Guam, for jeg ville aldrig ha’ mod til sådan et eventyr - uha uha nej, der er jeg en tøsedreng - men den kære Helene er langt hjemmefra og trænger til lidt opmuntring, så hun skal også ha’ en Award - og kunne jeg sende hende en spand iskold sne og en kurv dansk forår, ja, så fik hun en portion lige med det samme.”

Tak Anette. Både fordi du tænkte på mig, og fordi jeg nu har opdaget din blog! Tænk at der sidder een i Vestjylland og synes at min lille blog skal ha’ en Award. Det er jo fantastisk, og tanken varmer helt herned i Stillehavet, hvor man godt til tider kan føle at man sidder på en øde ø, helt uden kommunikation til verden udenom! Jeg føler mig endnu ret ny i bloggeriet, og har ikke rigtig styr på hvordan networking virker i den sammenhæng. Og har ikke egentlig nogen ide om hvorhvidt nogen egentlig fulgte med - men det gjorde Anette jo for eksempel!

Så nu, smigret og glad i låget, skal jeg hermed give Awarden videre. Efter reglerne skulle den egentlig gives videre til syv andre bloggere, men som sagt er jeg ret ny, og må indrømme at jeg (indtil nu) ikke har fulgt så mange. Så jeg jursterer lige lidt på reglerne - håber det er ok, og stadig i god blogånd! Dog, jeg er slet ikke i tvivl om hvem skal have min Award, det skal nemlig AB, for hendes blog http://frahovedetilpen.blogspot.com/. Den er en smuk buket af billeder fra hendes liv: familien og Skrupsakken, jobbet som billedkunstlærer, ting hun ser, finder, falder over - bøger, film, tanker og små mærkværdigheder. Jeg var så heldig at møde AB da vi begge boede i NJ, og det er i høj grad hendes skyld at jeg begyndte min blog. Jeg nyder at følge med i hendes liv og iagtagelser, og så er det som om der ikke er slet så langt mellem Guam til Sjælland.
Jeg vil hermed gerne videregive hendes blog. Endnu engang må jeg konstatere at det vidunderlige Internet formindsker verden på den smukke måde.

Bye Bye Hawaii!

Så er det slut med Hawaii - vi er tilbage på Guam, efter tre uger i Honolulu Heaven. De (lidt for) tunge kufferter er pakket ud og alle de nye små, fine ting har fået en plads. Er endnu lidt høj af storby, stress, trafik, apple & Starbucks. Summen af oplevelser og de tre uger gør at vores hus på Chalan DokDok atter virker nyt og (ok - næsten) spændende. Ihvertfald i et par timer. Mindre fedt er det at opdage de to monster kakkalakker der i mellemtiden har valgt at flytte ind i badeværelset...

Varmen mødte os som en knyttet næve i mellemgulvet i det øjeblik vi gik ud af flyet. Her ER virkelig pissevarmt (-for nu at bruge et jævn ord!). Det ER ikke bare noget jeg har gået og bildt mig ind...

Det bedste ved det hele er dog at det føles godt at være tilbage. Det var tid. Tre uger er åbenbart helt perfekt. Det er rart (- og lidt sært egentlig) at føle glæde ved at gense Guam, og især huset. Jeg er mæt og glad og klar til at fortsatte hvor jeg slap. Med frisk, mental luft i hoved og fantasi. Håber at kunne angribe mit liv på Guam med samme fart, styrke og entusiasme som en surfer i Waikiki angriber bølgerne...


Strand på O'ahu's nordside. Det fineste og blødeste sand i verden. Det var fuldstændigt som at gå på hvedemel...


Kevin (udpræget adrenaline junkie) surfende i de vilde bølger...

Aloha!

Strandløvinde med bleg hud og stråhat.

Sidder på Hawaii, hvor vandet (som på Guam) er turkist, sandet hvidt og himlen høj. Meget pludseligt fik vi muligheden for at tage en tur til Honolulu. Kevin skulle hjælpe til i en øvelse i Pearl Harbour, alt var sørget for, vi skulle bare købe min returbillet. Så det gjorde vi flux, og sprang et par dage senere på flyet. Kevin skal arbejde de første to uger, derefter ferie, sammen. 1000 x Yay!
Vi bor i ‘The Hilton Hawaiien Village’ (som det så smukt hedder!) med ‘delvis havudsigt’ og det er faktisk alt sammen, på alle måder, i den grad superduper fantastisk! Altså lige bortset fra at Kevin arbejder omkring 14 timer i døgnet, og tilmed har nattevagt. Det er jo jævnt dødsygt! Men tiden flyver, det er snart ovre, og vi kan sammen udforske hele Oahu i vores (-ihvertfald i tre uger!-) knaldrøde Jeep. Indtil da dasker jeg rundt alene på den gode måde, ser på mennesker, butikker, sidder på stranden, læser, lytter og tager det hele ind i store doser.
Vi forventede begge at klimaet her ville være totalt lig Guam. Forkert! De første par dage hundefrøs vi, og var lidt i panik over at vi stort set intet langærmet (eller langbenet) havde taget med. En vanvittig tanke at det overhovedet er menneskelig muligt at fryse på Hawaii i maj! Klimaet her er perfekt - i modsætning til Guam er der ikke den ulidelige fugtighed i luften, sommer og vinter. Vinden er kølig og ikke hårtørervarm som på Guam. Folk er søde ( men det er de nu også på Guam) - jeg fik endda en vaskeægte lei af en tilfældig dame den første dag, lige midt på en rullende trappe for at det ikke skal være løgn! Og det ligger mig (næsten!) naturligt at sige “Aloha”. Næsten.

Efter et lille år på Guam, er jeg så opfyldt af NATUR, af hav og strande, klipper og bølger. Af jungler og palmer med kokosnødder i baghaven. Og selv om det på alle måder er Paradisisk smukt, er jeg er mere end klar til en dose KULTUR - at se mennesker, grimt urban sprawl, trafik a la New Jersey og storcentre, even! Jeg tager det hele ind, og forsøger at gemme det i et fjernt hjernedepot og håber at kunne tage det frem en varm Guam dag, hvor manglen på storby og stress går mig på.
Hawaii er præcis lige så smuk og poetisk som forventet. Har absolut intet grimt at sige. LOVE IT!
Er slet ikke klar til at hoppe på Guam flyet, og heldigvis har vi da også næsten to uger endnu. Forventer at det vil blive et varmechok på den anden side... Igen.
City udsigt.
Hawaiian Rainbow.

Jordskælv igenigen

I fredags var der et lille jordskælv på Guam. Det var eftermiddag, klokken var cirka fire, og rystelserne kom ud af det blå og varede kun et sekund. Jeg sad og så filmen 'Basquiat' og pludselig, i et lille sekund klirrede sommerfuglelågerne på skabet pludseligt og voldsomt. Der var en sær atmosfærde i rummet - trykket ændrede sig, og det var som en voldsom kraft ramte mig i ryggen, kun i dette lille øjeblik. Det er anden gang inden for et par uger. Sidst var den 23. april, også om eftermiddagen, kl. cirka fem. Kevin arbejdede på nattehold den uge, og var ved at gøre sig klar til at tage afsted. Det var nøjagtigt det samme: lågerne klirrede med eet, en ubeskrivelig atmosfærdeændring, og det varede kun et sekund. Efter de informationer jeg har fundet, skulle den første have være målt til 5,4 på Richterskalaen, og den anden 4,8. Ved ikke hvad disse målinger helt betyder, og personligt kunne jeg ikke mærke forskel. Håber og beder bare til at vi ikke kommer til at opleve dem meget større i fremtiden...

Sommerfuglelågerne, der begge gange gjorde opmærksomme på jordskælv.

Den tålmodige jagt på godt håndværk

Smuk stol. Upåklageligt håndværk. En langsommelig process!

For år tilbage, da vi boede i Tacoma, WA, købte vi et spisestuesæt, gammelt og frømmet, med maling i alverdens farver der skillede af i lag. Kevin afsyerede flux bordet, det blev fint, og vi blev vilde med - men stolene tog lidt længere tid, det var faktisk ikke før vi flyttede til NJ, vi fik samlet os til at afsyre den del af sættet. Vi manglede stadig at få malet stolene, samt at få nye betræk til sæderne, og det skulle vise sig at vi nåede at flytte helt til Guam før den sidste del af projektet blev afsluttet. Det skulle være læder. Godt, stærkt og kraftigt læder!

Således kørte vi for nylig rundt på øen, ledte efter et sted som gjorde i den slags, og fandt en lille skummeludseende biks. Vi bragte de gamle sæder ind, og fortalte møbelpolstereren (nationalitet ukendt - asiatisk) hvad vi ville have. “Oh yes, we have leather” sagde han og viste os en mængde vareprøver i kunstigt læder, og skræmmende nuancer! “No” sagde vi - “real leather!”
Han så forvirret ud, og sagde, “but this is leather”, og efter mange minutters talen frem og tilbage, og mange forskellige meninger om hvad læder KAN være (og ikke være), fandt han endelig nogle flotte, tykke, vaskeægte lædervareprøver, med den helt rigtige duft. “THIS is what we want”, sagde vi i kor, og var helt enige om nuancen Cowboy Leather, og han så tvivlende ud - “But expensive - $ 75 one chair!?” We sagde at det var ok, og afgav vores bestilling. Nu skulle det vise sig at han faktisk ikke havde læderet hjemme, det skulle bestilles, og det ville tage en måned at nå til Guam. Nu havde vi jo i forvejen ventet jævnt længe med disse stole, og havde udemærket tid til at vente en måned mere. Vi efterlod de gamle sæder i butikken, som i ordets egentligste forstand var en sand rodebutik. Vil faktisk gå så langt som at kalde det en rodebutik af dimentioner. De ville ikke have vores nummer, men gav os et visitkort, og efter en måneds tid ringede jeg og spurgte om læderet var kommet. “No, no yet!” De næste uger ringede jeg med mellemrum, og hver gang uden nyt. Vi bestemte os for at hente sæderne, og finde et andet sted. Da jeg ankom, viste det sig at der stod en hel rulle af det ønskede (Cowboy) læder. Hmmm. Jeg sagde at vi stadig var interesserede, og fortalte konen at vi sidst havde efterladt sæderne hos dem. Hun løb rundt i hele roderiet i panik, flyttede, kikkede, fjernede og jursterede, men det var klart at vores sæder forlængst var forsvundet i mængderne. Fik faktisk lidt ondt af konen, som ikke kunne finde noget som helst i dette sammensurium af sofastoffer, røglese, bilhynder, stegte ænder (-jo jo, sådan nogle var der også-) og halvdrukkede sodavand midt i stofferne.
Hun sagde (efter hvad jeg kunne fange) at hun ville spørge sin mand om han vidste hvor de var blevet af, og bad mig ringe. Dagen efter sagde han i telefonen at de var forsvundet, pist væk, men han tilbød (gratis) at lave helt nye træskabeloner og det hele, og jeg sagde “fint”. Vi kørte endnu engang derhen, denne gang med selve stolene. Vi kom lørdag, og han bad os ringe mandag - og sagde desuden at det ville koste os $ 135 alt i alt, og vi sagde “All Right!”, og havde (jo naturligt nok) forventet det dobbelte. Vidste ikke helt om han havde glemt den pris han i sin tid gav os, eller om han bare simpelthen havde det skidt med at have forlagt vores ting.

Jeg ringede tirsdag, og fik at vide at sæderne var klar, og jeg kørte fluks afsted, spændt og en kende nervøs, fordi jeg synes at dette projekt indtil nu havde været alt andet end vellykket! MEN, jeg blev heldigvis MEGET positivt overrasket, stolene var super flotte, læderet var det helt rigtige, syningerne perfekte, og jeg kunne slet ikke vente med at få dem hjem. Prisen holdt de ved: $135, og da jeg forlod butikken, glad og lettet, fornemmede jeg ud af øjenkrogen at de da vistnok havde ryddet op siden sidst...? Hmmmm...

En lang historie om et par stolesæder kunne man nok mene. Men den er det perfekte billede på vores liv på Guam, på kultur og business mentalitet! In other words - Guam in a nutshell!

Junglefeber & Snemisundelse

Jo mere jeg lever i evig sommer, jo mere står det mig klart at der er en god grund til at der er fire årstider: det skaber harmoni og ligevægt i sindet. Der er noget sært ved at temperaturen aldrig når under de 30 grader, som om kloden ikke rigtig drejer rundt hernede, og det er egentlig lidt “Groundhog Day”-agtigt... Guam er for solrig, for ens og for optimistisk.

Nu har jeg i forvejen aldrig været det store sommermenneske. Selv i Danmark ventede jeg hvet år utålmodigt på at det skulle blive efterår, og dermed slut med varme og solfyldte dage - og guderne skal vide at den danske sommer ikke er hverken varm eller eksotisk. Måske det sætter min tropiske sommer begejstring lidt i perspektiv. Når folk tager sydpå i ferierne, har jeg altid i mit stille sind følt mig lettet over at det ikke var mig. Hvem vil have sol og varme når de kan få regn og efterår?? Ihvertfald ikke mig.

Da sneen dækkede DK, sad jeg her med AC for fuld skrue og drømte mig væk i de jydske snedriver. Jeg tænkte at det ville være FANTASTISK hvis man kunne proppe lidt af den der vinterfornemmelse i en lille brun prøvekuvert og sende den herned, hvor jeg så ville åbne den - måneder senere, og lade lidt ægte kulde og magi ud i stuen.

Nyd jeres forår, ville ønske jeg kunne få et lille hjørne af det. Der er noget helt særligt ved den måde det kommer snigende på. Jeg savner at foråret er nyt og ungt, og stadig lidt i skygge af vinteren. Jeg savner at trække i en uldtrøje, at have kolde fødder og røde kinder. At komme ind i varmen ude fra kulden - at tænde op i brændeovnen og drikke varm te fordi det varmer, - ja, jeg savner vel bare at fryse lidt, DET ville være skønt til en forandring...


Det er ikke meget den tropiske og den danske vinter har det fælles. Det skulle da lige være farvepaletten, som tilgengæld også stort set er den samme.

I går gik strømmen...

Det er ikke egentlig noget særligt på Guam, det sker med jævne mellemrum og grunden er altid lidt svævende. Tit og ofte er det slanger som får snoet sig atletisk og klamt op ad elmasterne og derved kortslutter halvdelen af øens elforsyning med eet slag. Meget udelikat, og meget irriterende. Men unægtelig en del af “The Guam Experience”.

Vi sad ved middagsbordet med lys, musik, rar mad og ambience - og så pludselig var det bælgravende mørkt. Der var ikke skygge af måneskin, og jeg famlede mig langs væggen hen til skuffen med stavlygter. Fik fat i et par stykker, og vi gik udenfor, kun for at opdage at hele nabolaget lå mørkt hen. De tusind hunde på vejen gøede i munden på hinanden, og stjernerne lyste som diamanter på himlen. Normalt går der ikke særlig lang tid før fejlen bliver fundet, men i går varede mørket ved. Vi fandt en lille flok fyrfadslys, og heldigvis var min Ipod flux opladet, så vi kunne få et soundtrack til mørket - og så sad vi ellers der i stearinlysenes skær, talte og drak rødvin. Meget hyggeligt, selv om jeg i mit stille (og praktiske) sind begyndte at bekymre mig om køleskab og fryser. Vi gik i seng - også i mørke - og var af gode grunde ikke i stand til at lukke og slukke efter os. Ved midnat vågnede vi så i en mareridtsagtig orkan af lys, lyd og larmende, roterende fan i loftet. Føltes som hvis et helt tivoli tænder alle lys og forlystelser på een gang. Men det var jo nok pga. søvnen. Eller snarere den meget pludselige opvågen.

Et foto af vores Emergency Kit. Jeg samlede det i efteråret, hvor der var lovet gigantstorm og ingen strøm i ugevis. Det er åbenbart ikke kun i orkansæsonen (ca. juli - dec.) det er smart at have disse ting handy: det er nok altid en god ide.

Langfredag på Mount Lam Lam

I fredags var det som bekendt Langfredag. Også på Guam, selvom Påsken må siges at fylde en hel del mindre her og i USA generelt. Der er dog en helt speciel katolsk Langfredag tradition her på øen - og selvom hverken Kevin eller jeg er katolikker, så ville vi ikke gå glip af dette sceneri! Helt nede på Guams sydside ligger Mount Lam Lam, som er det højeste punkt. På toppen kan man skimte nogle kæmpe trækors, som står der året rundt, med udsigt over havet. Langfredag tager katollikkerne, unge og gamle, tynde og tykke, turen op ad bjerget før solopgang, og på toppen holdes en messe, hvorefter turen gå ned igen. Alle skal med op på Mount Lam Lam, og hvis Bedste på 95 er for skidt til at gå, så bæres hun af de unge, stærke børnebørn. Der er babyer i favne og babyseler, ældre mænd med bare fødder og rosenkranse, og hele familier med madpakker. Folk gør ophold og korsets tegn ved små altre, og står stille i bøn et øjeblik. Hvert år laves et kæmpe trækors som bæres op og ned af bjerget af en stor gruppe unge mænd. Ved hver udkikspost rejser de korset, holder en kort andagt, og korset lægges langsomt over de mange skuldre igen, og fortsætter glidende op ad bjerget. En mand kommer gående med bar overkrop og en uhyggelig sort bøddelmaske over hovedet, og pisker sig skiftevis til højre og venstre over sin ryg. Blodet sprøjter og driver ned ad ryggen. Jeg har aldrig set noget lignende, og er glad for at vi havde (morgen)vilje nok kl. 4 fredag morgen til at stå op, og få denne oplevelse med. Stemningen var god og meget venlig, og til tider andagtsfuld. Blev forresten interviewet til den lokale avis. Muligvis tilfældigt - muligvis fordi vi stort set var de eneste ikke-indfødte blandt de tusinder der sled sig op af bjergsiden før solen var stået op. Et af spørgsmålene journalisten stillede var, om vi havde noget ligende i Danmark. Dertil kunne jeg ligesom kun svare ...nej...


Et par stemningsbilleder fra Mount Lam Lam

Pakke Hjemmefra

Da jeg kørte ud på basen i dag, og ved samme lejlighed tjekkede postboksen, var der en overmåde rar overraskelse i vente. Der lå min påskepakke fra Mor og Far, som de sendte for længe siden, og som de med spænding i stemmen har spurgt om jeg har modtaget, de sidste gange vi har skypet. Det har jeg nu, og det var med stor glæde og spænding jeg åbnede kassen, sendt hele vejen fra Lemvig, og fandt lakrids, rugbrødsblanding, dåseleverposteg og dameblade. Og sågar et par små fødselsdagspakker som skal åbnes den 4. april, lå i den magiske æske!
Man kan leve højt på sådan en pakke i langt tid. Lad mig bare sige med det samme at der er INTET som at få en pakke hjemmefra, når man sidder på Guam. Det er som at fornemme liv fra det ydre rum. Internettet har i den grad skrumpet verden, (-og jeg kunne i øvrigt slet ikke overleve uden-) men det kan dog ikke helt hamle op med fornemmelsen af at stå med et Alt For Damerne og en pose Familieguf i hænderne. På Guam. Sandsynligvis som den eneste dansker i miles omkreds. Fantastisk.

Glimt af Guam

Fotos fra en lille tropisk ø med paradisisk skønhed:

At sætte fod på Guam...

Som jeg skrev forleden er der nu gået (næste) otte måneder og på mange måder har oplevelsen stået mål med forventningen. For lige at gøre introduktionen hel, så fandt jeg i mine Guam Gemmer denne tekst om ankomsten. Oplevelsen af at sætte fod mellem geckoer og plumeria i det høje græs for allerførste gang:

"OG SÅ blev det endelig Guam. Langt om længe. Og det var på tide. Ugerne inden føltes lange og uendelige, pga. nervøsitet og forventning, for samtidig var det svært (for ikke at sige umuligt) at forvente noget, for GUAM var absolut uden for nogen som helst referenceramme vi kunne forholde os til.

Vi skiftede fly i Tokyo hvor vi allerede var bedøvede af træthed, og ankom til Guam midnat. 24:00 Præcis. Vi var så trætte og spændte at hjernen på sin vis gik i selvsving, og det hele føltes meget surrealistisk, når jeg tænker tilbage, og oplevedes som gennem en tåge. En meget varm og fugtig tåge - heden var virkelig slående. (Rødvinen ad libitum fra Tokyo havde sikkert heller ikke hjulpet på det klarsyn man ellers i nogen grad måske kunne have haft.)

De første to uger boede vi på the Westin Hotel i Tumon, et stort luksushotel, lige ned til sandstrand, japanske turister, og turkis vand.
Om dagen tog vores egendomsmægler Geri os med ud for at se på huse. Udbudet var godt, faktisk endda ret imponerende.
Stakkels Kevin fik en øreinfektion af at dykke OG madforgiftning på samme tid. Så i et par dage daskede jeg rundt i Tumon Bay alene - forsøgte at vænne mig til varmen, klimaet og de lynhurtige firben i metallicgrønne nuancer. Jeg studerede japanske vej- og busskilte, som fik mig til at føle mig både ordblind og lidt udenfor. Jeg var desuden -bogstavelig talt - det hvideste menneske i miles omkreds, og mine blege skandinaviske arme lyste uden tvivl op som neonrør, efter en kold, våd dansk sommer."

Disse var ordene. Fra begyndelsen. Meget er sket siden, i små doser og portioner. Jeg vil nu forsøge at give min oplevelse af Guam via denne blog. Og hvis det var muligt ville jeg med glæde give jer alle lidt af den konstante, fugtige varme, som I nok kunne bruge efter en (efter sigende) kold, lang og hvid vinter...

Forventninger til Guam

Denne blog er vel egentlig ret forsinket... Jeg har allerede været her på øen i otte måneder, og de har været fulde af vilde opdagelser og mærkværdigheder på alle niveauer... Ikke desto mindre - det ugjorte kan ikke ændres, så jeg tager den herfra, begynder lige NU, og vil sandsynligvis svæve både frem og tilbage i tid... For jeg har hele tiden skrevet ned for at huske. Så jeg vil starte dette allerførste blogindlæg med mine tanker FØR vi overhovedet landede på Guam. For det var bestemt ikke en ønskedestination. Vi havde krydset finge i månedsvis for at der ville stå Tyskland på det meget vigtige stykke papir vi modtog den 17 marts sidste år. Altså for cirka et år siden. Derfor var vi begge ret chokerede da vi fik beskeden "Guam it is"...:

“Tirsdag den 17. marts fik min mand og jeg besked om at vi skal flytte til Guam denne sommer. Jeg var på arbejde da Kevin ringede og overbragte mig nyheden. Det var helt bogstaveligt talt som at få en boksehandske i mellemgulvet, jeg tabte vejret og kunne ikke tro mine egne ører. Vi vidste at vi skulle flytte (Kevin er Kaptajn i The US Air Force, og vi flytter hvert tredje til fjerde år) men vi havde ingen ide om hvortil, men var dog klar over at det kunne blive hvor som helst i verden... Alligevel havde vi (mere eller mindre ubevidst) sat næsen op efter Tyskland, og måske derfor var det et kæmpe chok. Det tog mig et par uger at komme mig så meget, at jeg følte mig rustet til at dele nyheden for alvor.
Realiteten har i mellemtid bundfældet sig, vi har fordøjet, vendt og drejet den og er nu begge kommet til et punkt hvor vi virkelig glæder os. Og faktisk egentlig bare vil afsted NU!
Billedet herover er i store træk hvad jeg har at forholde mig til. Jeg ved meget lidt om Guam, har googlet en del, men synes ikke jeg har fundet en overvældende mængde information. Heldigvis har vi udelukkende fået positivt feedback fra folk som har været der (især andre militærpersoner), alle har været glade for det, nogle har endda ikke ønsket at forlade øen.

Forventningen til alt det nye spænder ligesom ben for at nyde de sidste uger inden afrejsen.

Jeg har så mange tanker, forventninger og forestillinger om at bo og leve i Guam - og jeg har absolut intet at basere det på, og ved at uanset hvad jeg forventer vil det på ingen måde nogensinde kunne holde stik med hvordan det rent faktisk bliver. Det er en smule svært ikke at have det ringeste sammenligningsgrundlag. Derfor ser jeg nu på fotoet ovenfor med en blanding af spænding, forventning og fuldkommen åbenhed. Jeg tænker palmer, eksotiske fisk i alle regnbuens farver, paraply drinks i regntiden, og sandaler året rundt.

Set i bagspejlet er jeg egentlig forundret over i hvor høj grad mine forventninger (indtil nu) er indfriet...