Tuesday, March 30, 2010

Pakke Hjemmefra


Da jeg kørte ud på basen i dag, og ved samme lejlighed tjekkede postboksen, var der en overmåde rar overraskelse i vente. Der lå min påskepakke fra Mor og Far, som de sendte for længe siden, og som de med spænding i stemmen har spurgt om jeg har modtaget, de sidste gange vi har skypet. Det har jeg nu, og det var med stor glæde og spænding jeg åbnede kassen, sendt hele vejen fra Lemvig, og fandt lakrids, rugbrødsblanding, dåseleverposteg og dameblade. Og sågar et par små fødselsdagspakker som skal åbnes den 4. april, lå i den magiske æske!
Man kan leve højt på sådan en pakke i langt tid. Lad mig bare sige med det samme at der er INTET som at få en pakke hjemmefra, når man sidder på Guam. Det er som at fornemme liv fra det ydre rum. Internettet har i den grad skrumpet verden, (-og jeg kunne i øvrigt slet ikke overleve uden-) men det kan dog ikke helt hamle op med fornemmelsen af at stå med et Alt For Damerne og en pose Familieguf i hænderne. På Guam. Sandsynligvis som den eneste dansker i miles omkreds. Fantastisk.

No comments:

Post a Comment