Sunday, March 21, 2010

Forventninger til Guam


Denne blog er vel egentlig ret forsinket... Jeg har allerede været her på øen i otte måneder, og de har været fulde af vilde opdagelser og mærkværdigheder på alle niveauer... Ikke desto mindre - det ugjorte kan ikke ændres, så jeg tager den herfra, begynder lige NU, og vil sandsynligvis svæve både frem og tilbage i tid... For jeg har hele tiden skrevet ned for at huske. Så jeg vil starte dette allerførste blogindlæg med mine tanker FØR vi overhovedet landede på Guam. For det var bestemt ikke en ønskedestination. Vi havde krydset finge i månedsvis for at der ville stå Tyskland på det meget vigtige stykke papir vi modtog den 17 marts sidste år. Altså for cirka et år siden. Derfor var vi begge ret chokerede da vi fik beskeden "Guam it is"...:

“Tirsdag den 17. marts fik min mand og jeg besked om at vi skal flytte til Guam denne sommer. Jeg var på arbejde da Kevin ringede og overbragte mig nyheden. Det var helt bogstaveligt talt som at få en boksehandske i mellemgulvet, jeg tabte vejret og kunne ikke tro mine egne ører. Vi vidste at vi skulle flytte (Kevin er Kaptajn i The US Air Force, og vi flytter hvert tredje til fjerde år) men vi havde ingen ide om hvortil, men var dog klar over at det kunne blive hvor som helst i verden... Alligevel havde vi (mere eller mindre ubevidst) sat næsen op efter Tyskland, og måske derfor var det et kæmpe chok. Det tog mig et par uger at komme mig så meget, at jeg følte mig rustet til at dele nyheden for alvor.
Realiteten har i mellemtid bundfældet sig, vi har fordøjet, vendt og drejet den og er nu begge kommet til et punkt hvor vi virkelig glæder os. Og faktisk egentlig bare vil afsted NU!
Billedet herover er i store træk hvad jeg har at forholde mig til. Jeg ved meget lidt om Guam, har googlet en del, men synes ikke jeg har fundet en overvældende mængde information. Heldigvis har vi udelukkende fået positivt feedback fra folk som har været der (især andre militærpersoner), alle har været glade for det, nogle har endda ikke ønsket at forlade øen.

Forventningen til alt det nye spænder ligesom ben for at nyde de sidste uger inden afrejsen.

Jeg har så mange tanker, forventninger og forestillinger om at bo og leve i Guam - og jeg har absolut intet at basere det på, og ved at uanset hvad jeg forventer vil det på ingen måde nogensinde kunne holde stik med hvordan det rent faktisk bliver. Det er en smule svært ikke at have det ringeste sammenligningsgrundlag. Derfor ser jeg nu på fotoet ovenfor med en blanding af spænding, forventning og fuldkommen åbenhed. Jeg tænker palmer, eksotiske fisk i alle regnbuens farver, paraply drinks i regntiden, og sandaler året rundt.

Set i bagspejlet er jeg egentlig forundret over i hvor høj grad mine forventninger (indtil nu) er indfriet...

No comments:

Post a Comment